Gritt Uldall-Jessen på besøg i Serbien. 1. Oktober 2005
Kærlighed lagt for had
- Lesbiske aktivister i Serbien-Montenegro kæmper for at få del i menneskerettigheder på lige fod med andre

Af Gritt Uldall-Jessen, Dramatiker og aktivist i projektet ”Female Fist”, Kvindehuset i København.

Det begyndte i flyet, hvor jeg sad ved siden af en lokal psykolog og parterapeut. "Hvad bringer dig til Serbien", spurgte han? "Kærlighed" svarede jeg. Han smilede. Jeg kom ikke nærmere ind på hvilken slags kærlighed, der var tale om. Lesbianisme eksisterer ud fra lovgivningen at dømme nemlig ikke i Serbien. Når lesbianisme alligevel synliggøres, så kan det medføre brutal vold, trusler og forfølgelse af de lesbiske.
Snart skulle flyet lande. Det var nogle uger siden, at min kæreste i embedets medfør var rejst til Beograd. Jeg turde næsten ikke tænke på, hvad der kunne ske, hvis jeg kom til at kysse hende i lufthavnen. Forestillingen om hendes læber blev straks erstattet af billeder fra medierne af brækkede næser, blå øjne og kroppe i fosterstilling midt på gaden omringet af voldsmænd, der var i gang med at sparke efter tur. Det var billeder fra den første homo- og biseksuelle Pride parade i Beograd i 2001, hvor tusinder af hooligans, nazister og almindelige borgere gik til angreb på en gruppe af aktivistiske lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og transseksuelle fra Serbien-Montenegro; flere af aktivisterne endte på hospitalet som følge af den brutale vold og pga. overfald. Politiet havde ikke i tilstrækkelig grad beskyttet aktivisterne. Arrangørerne af Priden i Beograd stod tilbage fulde af skyld, for ingen havde forudset, at det kunne gå så galt.

I lufthavnen gav vi hinanden hånden på kejtet, venskabelig vis efterfulgt af et kram. Var der ikke en betjent, der observerede os? Vi fortrak ind i terminalen. Min kæreste fortalte, at hun netop havde læst i avisen om en kvinde, der var blevet overfaldet, fordi hun havde set ”lesbisk” ud. Vi talte om, hvordan hun mon havde set ”lesbisk” ud?

Her er fire lesbiske fra den lesbiske organisation "Labris" i Beograd, Serbien. De sender Dunst en hilsen og takker for, at Dunst lavede en demonstration for Gay Rights i Serbien.

Labris er en af de organisationer i Serbien, der stod bag Pride paraden i 2001. Labris oplyser den dag i dag, som følge af volden til Priden i 2001, ikke en konkret adresse på sig selv. De er nødt til at holde deres adresse hemmelig for at beskytte sig selv og de lesbiske, der bruger lokalerne. På dørtelefonen står der også kun ”center”. Da vi kommer inden for i opgangen, står en af aktivisterne og ser os an. Det er aktivisten Rada, der har arbejdet for Labris siden 1996.
”Vi prøvede at arrangere en Pride i 2004, men vi turde ikke gennemføre den. Vi har ikke ressourcer til at beskytte dem, der går med i Priden. Politiet kan ikke garantere, at de kan beskytte os, hvis vi går på gaden. Nu arbejder vi på at forandre billederne i medierne af homoseksuelle”.
Labris er en organisation, der arbejder for at lesbiske kan opnå menneskerettigheder på lige fod med de andre borgere i Serbien-Montenegro. Labris er udelukkende finansieret af udenlandske fondsmidler bl.a. fra Holland. Labris har netop deltaget i udarbejdelsen af en undersøgelse af levevilkår for homo-, bi- og transseksuelle og transkønnede i Serbien. Der var 144 personer, der deltog i spørgeskemaundersøgelsen. De kom fra 34 byer i Serbien. Det er et alarmerende billede, der optegnes i rapporten, hvor alvorlige krænkelser af basale menneskerettigheder er et gennemgående levevilkår for målgruppen. To tredjedele, dvs. 66 procent, har haft en negativ oplevelse pga. deres seksualitet. Den oftest forekommende form for diskrimination er ”hate speech” dvs. verbal chikane, som 58 procent eller 84 ud af 144 har oplevet.
”Stort set alle fra målgruppen må leve i skjul, frygter at være åben omkring egen homo- eller biseksualitet pga. vold og chikane. Mange har allerede været udsat for vold”, siger Rada fra Labris.
Når man ser ned i rapporten og læser uddrag fra besvarelserne af spørgeskemaerne, står der ofte: ”De sagde, de ville slå mig ihjel”. Flere beretter om vold på arbejdet, fra familien, på barer og på åben gade. Interesseorganisationen Labris´ overordnede mål er, at lesbiske også skal være beskyttet af lovgivningen og få del i de grundlæggende menneskerettigheder. Som det er nu, så eksisterer lesbiske ikke officielt i Serbien. De er ikke nævnt nogen steder i lovgivningen. Siden 1994 har det været lovligt at praktisere sin seksualitet som bøsse.
”Lesbianisme, der udgør en mandlig, heteroseksuel fantasi, bliver ikke på samme måde oplevet som en trussel af hetero-normativiteten. Ved at lesbiske ikke er nævnt i sammenhæng med lovliggørelsen af bøsser, er vi ekstra usynliggjort og afseksualiseret, siger Rada.

Der ligger en enkelt bar i Beograd, hvor primært lesbiske kommer. Den hedder Arara. Den ligger i et beboelseskvartér midt i det centrale Beograd. Vi ser to kvinder stå tæt sammen uden for. Vi går inden for. Den blonderede bartenderinde er venlig. Alle på baren kigger nysgerrigt på os, og vi ser nysgerrigt tilbage på dem. Der er en fire-fem kvinder i baren, og ingen af dem ligner en undskyldning for sig selv. Det er som at træde ind på en hvilken som helst kommerciel lesbisk bar i en europæisk storby.

Jeg har mailet sammen en aktivist fra gruppen Queer Beograd Collective. Nu skal vi mødes rigtigt, men først skal vi aftale et tegn som gør, at vi har en chance for at finde hinanden på mødestedet. ”Min kæreste og jeg kan kysse hinanden”, sagde jeg, ”så kan I se, det er os”. ”Nej, nej det må I endelig ikke gøre. Det er meget farligt”, siger aktivisten Majda. Det lykkes at finde hinanden på den store plads. Majda er meget ked af situationen I Serbien. ”Vi lesbiske er usynlige i lovgivningen. Vi eksisterer ikke officielt og har derfor ingen rettigheder. Når vi bryder vores usynlighed og viser vores kærlighed i offentligheden, så risikerer vi overfald, forfølgelse og mord.” En anden fra Queer Beograd Collective, Maja, prøver at se lysere på situationen. ”Vi er i en periode, hvor der sker mange forandringer. Inden længe så vil vi have tilkæmpet os de samme menneskerettigheder som de andre”.
- Hvordan stiftede I Queer Beograd Collective?
”Vi mødte hinanden igennem et andet kollektiv. Da vi var queers, så fandt vi ud af, at vi var nødt til at organisere os i et nyt kollektiv for at kæmpe for vore rettigheder”.
”For nyligt har vi gennemført en tre dage lang queer-festival. Det kunne lade sig gøre fordi, at folk her ikke ved endnu, hvad queer betyder. Når de finder ud af det, så får vi store problemer igen”, siger Majda.
- Men I har nu en bar, hvor I kan gå ud?
”Jeg har fået at vide på Arara, at jeg ikke måtte kysse min kæreste uden for, for hvis forpagteren så det, så kunne stedet blive lukket. Forpagteren er homofobisk, så hvad er det for et lesbisk sted? Hvor ejeren er homofob?”, siger Majda.


Her er Maja og Majda fra aktivistgruppen "Queer Beograd Collective".

Mange græsrodsorganisationer holder til i lejligheder. Vi møder endnu en aktivist fra Queer Beograd Collective, Zoe, på kontoret i den feministiske organisation ”Women At Work”. Zoe fortæller om planerne for de næste queer-festivaler både til december og til maj næste år. Igennem Zoe møder vi aktivisten Lori, der netop har startet en ny lesbisk, feministisk bevægelse i byen Novi Sad uden for Beograd.
”Vi samledes på et tidspunkt nogle kvinder hjemme hos mig efter et overfald i byen på nogle lesbiske. Vi bestemte os for, at vi ville slutte os sammen. Nu har jeg givet et hus til os alle sammen, som jeg har arvet fra min familie. Vi er nu tredive aktivister, der fungerer som et feministisk kollektiv. Ud fra dette er der opstået små grupper, hvor vi diskuterer køn, politik og seksualitet. Vi ansøger ikke om statsmidler til at drive huset for. Men som Labris får vi nok fremover midler fra udenlandske fonde”, siger Lori.

Ofte glemmer min kæreste og jeg, at vi nok gør klogest i ikke at hverken holde i hånd eller kysse åbent på gaden. Men når vi glemmer det, er der mange, der ser spørgende på os. En enkelt gang oplever vi vrede tilråb. Til en blandet privatfest, som vi er til sammen med aktivisterne fra Queer Beograd Collective, slipper vi alle de af samfundet pålagte begrænsninger. "Nu er denne fest en erobring af et stykke land i Serbien, som ikke er for lesbiske", siger jeg til min kæreste, da alle i lokalet danser sammen uden at skjule deres kærlighed. Flere fra Queer Beograd Collective holder om hinanden.
Og på bagsædet i lufthavnsbussen, da jeg skal tilbage igen til Danmark, og hvor ingen kan se os, drister vi os til et ordentligt farvel kys.

www.labris.org.yu
www.queerbeograd.org
Baren ”Arara”, hvor lesbiske er velkomne, ligger på hjørnet af Molerova og Hadzi Djerina. Området hedder Vracar.


Print denne side