Kærlighed lagt for had
- Lesbiske aktivister i Serbien-Montenegro kæmper
for at få del i menneskerettigheder på lige fod med andre
Af Gritt Uldall-Jessen, Dramatiker og aktivist i projektet ”Female
Fist”, Kvindehuset i København.
Det begyndte i flyet, hvor jeg sad ved siden af en lokal psykolog og parterapeut.
"Hvad bringer dig til Serbien", spurgte han? "Kærlighed"
svarede jeg. Han smilede. Jeg kom ikke nærmere ind på hvilken
slags kærlighed, der var tale om. Lesbianisme eksisterer ud fra lovgivningen
at dømme nemlig ikke i Serbien. Når lesbianisme alligevel synliggøres,
så kan det medføre brutal vold, trusler og forfølgelse
af de lesbiske.
Snart skulle flyet lande. Det var nogle uger siden, at min kæreste
i embedets medfør var rejst til Beograd. Jeg turde næsten ikke
tænke på, hvad der kunne ske, hvis jeg kom til at kysse hende
i lufthavnen. Forestillingen om hendes læber blev straks erstattet
af billeder fra medierne af brækkede næser, blå øjne
og kroppe i fosterstilling midt på gaden omringet af voldsmænd,
der var i gang med at sparke efter tur. Det var billeder fra den første
homo- og biseksuelle Pride parade i Beograd i 2001, hvor tusinder af hooligans,
nazister og almindelige borgere gik til angreb på en gruppe af aktivistiske
lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og transseksuelle
fra Serbien-Montenegro; flere af aktivisterne endte på hospitalet
som følge af den brutale vold og pga. overfald. Politiet havde ikke
i tilstrækkelig grad beskyttet aktivisterne. Arrangørerne af
Priden i Beograd stod tilbage fulde af skyld, for ingen havde forudset,
at det kunne gå så galt.
I lufthavnen gav vi hinanden hånden på kejtet, venskabelig vis
efterfulgt af et kram. Var der ikke en betjent, der observerede os? Vi fortrak
ind i terminalen. Min kæreste fortalte, at hun netop havde læst
i avisen om en kvinde, der var blevet overfaldet, fordi hun havde set ”lesbisk”
ud. Vi talte om, hvordan hun mon havde set ”lesbisk” ud? |
Labris er en af de organisationer i Serbien, der stod bag
Pride paraden i 2001. Labris oplyser den dag i dag, som følge af
volden til Priden i 2001, ikke en konkret adresse på sig selv. De
er nødt til at holde deres adresse hemmelig for at beskytte sig
selv og de lesbiske, der bruger lokalerne. På dørtelefonen
står der også kun ”center”. Da vi kommer inden
for i opgangen, står en af aktivisterne og ser os an. Det er aktivisten
Rada, der har arbejdet for Labris siden 1996.
”Vi prøvede at arrangere en Pride i 2004, men vi turde ikke
gennemføre den. Vi har ikke ressourcer til at beskytte dem, der
går med i Priden. Politiet kan ikke garantere, at de kan beskytte
os, hvis vi går på gaden. Nu arbejder vi på at forandre
billederne i medierne af homoseksuelle”.
Labris er en organisation, der arbejder for at lesbiske kan opnå
menneskerettigheder på lige fod med de andre borgere i Serbien-Montenegro.
Labris er udelukkende finansieret af udenlandske fondsmidler bl.a. fra
Holland. Labris har netop deltaget i udarbejdelsen af en undersøgelse
af levevilkår for homo-, bi- og transseksuelle og transkønnede
i Serbien. Der var 144 personer, der deltog i spørgeskemaundersøgelsen.
De kom fra 34 byer i Serbien. Det er et alarmerende billede, der optegnes
i rapporten, hvor alvorlige krænkelser af basale menneskerettigheder
er et gennemgående levevilkår for målgruppen. To tredjedele,
dvs. 66 procent, har haft en negativ oplevelse pga. deres seksualitet.
Den oftest forekommende form for diskrimination er ”hate speech”
dvs. verbal chikane, som 58 procent eller 84 ud af 144 har oplevet.
”Stort set alle fra målgruppen må leve i skjul, frygter
at være åben omkring egen homo- eller biseksualitet pga. vold
og chikane. Mange har allerede været udsat for vold”, siger
Rada fra Labris.
Når man ser ned i rapporten og læser uddrag fra besvarelserne
af spørgeskemaerne, står der ofte: ”De sagde, de ville
slå mig ihjel”. Flere beretter om vold på arbejdet,
fra familien, på barer og på åben gade. Interesseorganisationen
Labris´ overordnede mål er, at lesbiske også skal være
beskyttet af lovgivningen og få del i de grundlæggende menneskerettigheder.
Som det er nu, så eksisterer lesbiske ikke officielt i Serbien.
De er ikke nævnt nogen steder i lovgivningen. Siden 1994 har det
været lovligt at praktisere sin seksualitet som bøsse.
”Lesbianisme, der udgør en mandlig, heteroseksuel fantasi,
bliver ikke på samme måde oplevet som en trussel af hetero-normativiteten.
Ved at lesbiske ikke er nævnt i sammenhæng med lovliggørelsen
af bøsser, er vi ekstra usynliggjort og afseksualiseret, siger
Rada.
Der ligger en enkelt bar i Beograd, hvor primært lesbiske kommer.
Den hedder Arara. Den ligger i et beboelseskvartér midt i det centrale
Beograd. Vi ser to kvinder stå tæt sammen uden for. Vi går
inden for. Den blonderede bartenderinde er venlig. Alle på baren
kigger nysgerrigt på os, og vi ser nysgerrigt tilbage på dem.
Der er en fire-fem kvinder i baren, og ingen af dem ligner en undskyldning
for sig selv. Det er som at træde ind på en hvilken som helst
kommerciel lesbisk bar i en europæisk storby.
Jeg har mailet sammen en aktivist fra gruppen Queer Beograd Collective.
Nu skal vi mødes rigtigt, men først skal vi aftale et tegn
som gør, at vi har en chance for at finde hinanden på mødestedet.
”Min kæreste og jeg kan kysse hinanden”, sagde jeg,
”så kan I se, det er os”. ”Nej, nej det må
I endelig ikke gøre. Det er meget farligt”, siger aktivisten
Majda. Det lykkes at finde hinanden på den store plads. Majda er
meget ked af situationen I Serbien. ”Vi lesbiske er usynlige i lovgivningen.
Vi eksisterer ikke officielt og har derfor ingen rettigheder. Når
vi bryder vores usynlighed og viser vores kærlighed i offentligheden,
så risikerer vi overfald, forfølgelse og mord.” En
anden fra Queer Beograd Collective, Maja, prøver at se lysere på
situationen. ”Vi er i en periode, hvor der sker mange forandringer.
Inden længe så vil vi have tilkæmpet os de samme menneskerettigheder
som de andre”.
- Hvordan stiftede I Queer Beograd Collective?
”Vi mødte hinanden igennem et andet kollektiv. Da vi var
queers, så fandt vi ud af, at vi var nødt til at organisere
os i et nyt kollektiv for at kæmpe for vore rettigheder”.
”For nyligt har vi gennemført en tre dage lang queer-festival.
Det kunne lade sig gøre fordi, at folk her ikke ved endnu, hvad
queer betyder. Når de finder ud af det, så får vi store
problemer igen”, siger Majda.
- Men I har nu en bar, hvor I kan gå ud?
”Jeg har fået at vide på Arara, at jeg ikke måtte
kysse min kæreste uden for, for hvis forpagteren så det, så
kunne stedet blive lukket. Forpagteren er homofobisk, så hvad er
det for et lesbisk sted? Hvor ejeren er homofob?”, siger Majda. |
Mange græsrodsorganisationer holder til i lejligheder.
Vi møder endnu en aktivist fra Queer Beograd Collective, Zoe, på
kontoret i den feministiske organisation ”Women At Work”.
Zoe fortæller om planerne for de næste queer-festivaler både
til december og til maj næste år. Igennem Zoe møder
vi aktivisten Lori, der netop har startet en ny lesbisk, feministisk bevægelse
i byen Novi Sad uden for Beograd.
”Vi samledes på et tidspunkt nogle kvinder hjemme hos mig
efter et overfald i byen på nogle lesbiske. Vi bestemte os for,
at vi ville slutte os sammen. Nu har jeg givet et hus til os alle sammen,
som jeg har arvet fra min familie. Vi er nu tredive aktivister, der fungerer
som et feministisk kollektiv. Ud fra dette er der opstået små
grupper, hvor vi diskuterer køn, politik og seksualitet. Vi ansøger
ikke om statsmidler til at drive huset for. Men som Labris får vi
nok fremover midler fra udenlandske fonde”, siger Lori.
Ofte glemmer min kæreste og jeg, at vi nok gør klogest i
ikke at hverken holde i hånd eller kysse åbent på gaden.
Men når vi glemmer det, er der mange, der ser spørgende på
os. En enkelt gang oplever vi vrede tilråb. Til en blandet privatfest,
som vi er til sammen med aktivisterne fra Queer Beograd Collective, slipper
vi alle de af samfundet pålagte begrænsninger. "Nu er
denne fest en erobring af et stykke land i Serbien, som ikke er for lesbiske",
siger jeg til min kæreste, da alle i lokalet danser sammen uden
at skjule deres kærlighed. Flere fra Queer Beograd Collective holder
om hinanden.
Og på bagsædet i lufthavnsbussen, da jeg skal tilbage igen
til Danmark, og hvor ingen kan se os, drister vi os til et ordentligt
farvel kys.
www.labris.org.yu
www.queerbeograd.org
Baren ”Arara”, hvor lesbiske er velkomne, ligger på
hjørnet af Molerova og Hadzi Djerina. Området hedder Vracar.
|