Rockende og rablende clubbing Fem af hovedstadens klubber går sammen om en støttefest for AIDS-fondet i morgen aften. Fem af hovedstadens hotteste klubber er gået sammen for at lave en støttefest for AIDS-fondet. Klubberne Tamtam, Drama, Verydisco, Dunst og Klub Lækker lægger op til en aften, der bliver ‘rystende, riv-ruskende, rockende, ravende, rablende og aldeles rutschebane-vildt’, hvis man ellers skal tro på invitationen. Det bedste fra de fem vidt forskellige klubber blandes til en cocktail, der serveres i Siloen på Islands Brygge. Homo-klubben Dunst møder op i deres sædvanligvis outrerede og for mange stærkt provokerende dresscode og attitude. Drengene fra Dunst havde i en kort periode deres eget late-night-show på Kanal København, men blev blacklistet, da et af programmerne havde en ikke helt almindelig tilgang til afføring. Stimulundia, Rosa Lux og Djuna Barnes skal derfor nok skabe opmærksomhed. Rock-klubben Tam Tam kører Rascal Rummenigge og Nanna Thylstrup i stilling, mens Drama byder på musik af Simon Bukhave og Ned Flanders. Klub Lækker bidrager med dj’en Raymundo Rodriguez fløjet ind direkte fra London og den danske number one-dj, Rune RK. Og bare rolig: Jean Eric van Baden og Kjeld Tolstrup er der også. Og så kan du feste igennem med god samvittighed. Støttefest for AIDS-fondet. Siloen, Islands Brygge 52. I morgen kl. 23. Entré: 100 kr. Af ChristianoM.SOlsen www.urbanavis.dk |
||
Print denne side |