Hvis man som homoseksuel siger, at man er naturlig - eller bare er sig selv - så må man stille spørgsmålet: Hvad er det naturlige - er det at være som en heteroseksuel? De har godt nok biologien og tusinder års tradition i ryggen, som belæg for at udgøre normen og de har flertallet i orden. Men er det rimeligt, at hvis man er mange nok og har gjort noget over langt tid, så er det naturligt? Med et minimum af historisk viden er man dog klar over, at skiftende tider har haft skiftende kulturelle normer for, hvad der var "naturligt" - også for heteroseksuelle. Der var f. eks. en periode i renæssancen, hvor det var på mode blandt mænd at græde offentligt.

Det er vigtigt at være bevidst om, at man acter og finde nogle udtryk for det. Det kræver intelligens og kreativitet at finde en "væren-i-verden", når man lever uden for de normer, som findes i ens tid. Det er der nogle, der ikke magter, evner eller har lyst til og i stedet gør enormt meget for at falde indenfor normen.

De mennesker der på den måde straight acter, gør det af forskellige årsager. Det kan være taktisk, for man kan opnå enormt mange ting ved at efterleve en norm. Så har man et udtryk, som folk kan forstå - modelleret over hetero parforhold, familie og følelser, som man kender fra film og de dominerende relationer mellem heteroseksuelle. Det kan der være noget smart i og det bliver i hvert fald nemmere at integrere sig og være med i verden.

Problemet er bare, at hvis man er rigtig straight acting, så forstår folk jo i virkeligheden slet ikke, at man har sin egen seksualitet og sit eget følelsesregister. Så udsletter man faktisk sin egen identitet - folk der er straight acting løber den risiko, ikke at give sig selv lov til at udforske deres identitet og finde ud af hvem de selv er. Det er trist."

Men findes der ikke forskellige måder at være straight acting på?
"For det første har man skræmmebilledet af den selvundertrykkende skabsbøsse, der ender i et dobbeltliv og lever sin seksualitet ud i et miljø, som andre, der ikke er straight acting, har skabt for dem. Det bliver en form for nasseri og kan også blive ret hyklerisk. Blandt denne slags mennesker opbygges typisk også logeagtige netværk, hvor alle godt ved, at man er homoer, men så snart man ikke er straight acting mere, bliver man udstødt. Mange mennesker, der har indflydelse og magt, arbejder indenfor en sådan konstruktion. Nogen vælger det af karrieremæssige årsager, for hvis man skal være dommer eller politimester og skal indtage andre arketypiske stillinger i samfundet, er det svært at træde frem som bøsse. Det er ganske vist blevet nemmere. Eksempelvis er borgmesteren i Berlin bøsse - men vel at mærke en meget, meget straight acting bøsse.

For det andet har man den åbne homo, som efterlever den heteroagtige norm - som er åben, men som kopierer den heteroseksuelle leveform. Det er måske især den type homoer, som føler, at de bare er naturlige. Deres borgerlige normer, kærlighedsliv og intentioner bliver fint reflekteret af de rammer, der findes allerede. Det må jo være dejligt at have det sådan, at bare det at samfundet accepterer homoseksualitet, er nok. Problemet med det er, at de ofte er undertrykkende og nedvurderende overfor andre, der mener, at målet endnu ikke er nået, og beskylder dem for at være skabagtige og tegne et dårligt billede af homoer.

For det tredje findes der dem, der prøver at efterleve heteroseksuelle normer, men ikke er særligt gode til det, og som falder igennem - som gerne vil være straight acting, men ikke helt kan klare det. Og i deres selvforståelse gerne vil finde en kæreste, leve et pænt styret heteroseksuelt liv, men hele tiden falder igennem. "Min stemme er lidt for skinger, jeg har nogle lidt for feminine træk og jeg kan godt lide at gå i saunaen. Jeg er faktisk ikke monogam, men er hele tiden rastløs, fordi jeg forsøger at leve op til et billede af mig selv som monogam". På den måde kan man komme i en situation, hvor man aldrig bliver tilfreds. Man fortryder hele tiden det man gør og risikerer at ende i evigt selvhad og bedrag. Man kommer til at virke evigt undskyldende og tæt på den selvundertrykkende skabsbøsse, men en gang imellem bryder man måske igennem og bliver åben homo - kommer for eksempel alligevel til at sige det til kollegaerne på arbejdspladsen, når man er lidt fuld. Måske er det eneste man opnår at blive til grin."

Endeligt synes jeg også, at straight acting er enormt begrænsende. Uden at ende i filosofisk dialektik så kan man sige, at straight acting er en negativ definition af det at være homo - man definerer sig udfra noget, som man ikke er, hvorimod en etableret bøsse siger: sådan er jeg, sådan lever jeg, sådan dyrker jeg sex osv. Når man skaber noget og lægger det åbent frem, er der andre der kan forholde sig til det, og så skabe noget andet . D r ud af opstår der en udvikling. Men hvis man er straight acting, så sidder man i en situation, hvor andre jo ikke kan forholde noget til noget, man ikke er. Hvis man sætter ingenting mod ingenting, får man ingenting - og denne ingenting er for frustrerende og kedelig at forholde sig til. Man bliver nødt til at investere noget eller tage en konflikt for at få gang i noget og det gør straight acters ikke. De tager ikke reelle valg med konsekvenser for deres "væren-i-verden". Man bør tage valg - valg som kan omsættes til en positiv kultur". Her skal man selvfølgelig passe på med at være fordømmende og frelst. Straight acting kan også være en nødvendighed og et skridt i en udvikling - eksempelvis familiær hensyntagen - uden at den pågældende skal føle sig skyldig i at undertrykke andre. At man undertrykker sig selv, må man i princippet selv om, hvis det ikke får konsekvenser for andre."

Men kan der slet ikke være noget positivt ved straight acting?
"Det kan jo fungere som en fetich . Alt hvad der er forbudt og ligger under overfladen har altid været utroligt spændende og det kan samtidigt ses som en dyrkelse af den rene maskulinitet. Det kan der være noget sexet over og det er der også mange, der spiller på. "Vi er nogle rigtige mænd på den her arbejdsplads, der godt ved, at hinanden er bøsser, men ingen andre ved det og så til julefrokosten går vi ud på lokummet og boller sammen og det er der ingen andre, der ved noget om". Der er noget maskulint ved at køre sådan nogle games og der er helt sikkert nogen hvis seksualitet ligger der.

Det er sådan set også fint nok, men problemet er, at fascinationen af det maskuline tit bygger på den heteroseksuelle model. Man overtager rollerne fra heteroerne, hvor alt skal opfattes i mand og kvinde. Det maskuline som værdi er kopieret ukritisk fra hetero- til homoverdenen og på den måde er det som om kønsdiskussionen ikke er nået til homomiljøet. Det er bl.a. derfor, at jeg til mine performances har opfundet en figur, som er delvis kvinde, delvis mand og delvis fisk: noget helt fjerde. Jeg vil skabe et nyt rum for at forstå køn, seksualitet og identitet i stedet for hele tiden at blive målt udfra om man er maskulin eller feminin. Det hele er ikke sort/hvidt og det er nuancerne, der er det interessante".